En meningsfuld hverdag

Når man bor på Horskær, har man mulighed for at arbejde på VIKKA. Nogle har en fast aftale på deres ugeskema om, hvornår de arbejder på VIKKA. Andre kommer, når det passer ind. Nogle arbejder om formiddagen, hvor der er flest, fordi de godt kan lide det sociale. Andre arbejder helst om eftermiddagen, hvor der ikke er så mange. Men lige meget hvad, så giver VIKKA mulighed for at komme lidt væk, og beskæftige sig med andet end sin sygdom.
En af dem, der arbejder to formiddage om ugen på VIKKA, er Malene.
- Alt andet kan ramle for mig, men VIKKA holder jeg fast i. Så skal jeg ikke starte helt forfra hver gang, når jeg får det rigtig dårligt, siger hun, og uddyber:
- VIKKA er et godt sted. Her er personale. Her er trygt, og man kan gøre det, man kan overskue. Nogle dage har jeg kun overskud til at klippe snore til julepynt. Andre dage har jeg overskud og mod til at lære at sy.

Et pusterum

På VIKKA er der mulighed for at udvikle sig, og opdage, at man kan noget, man ikke troede, at man kunne.
- Når man er syg og sidder hjemme, kan man hurtigt føle, at man ikke duer til noget. Men når man er her og arbejder, så viser man, at man kan. Man er en del af et fællesskab, og man bliver ikke set ned på. Vi er gode til at give den styrke, at man kommer til at tro på sig selv, siger Kent, der er daglig leder af VIKKA.
Mulighederne for at udvikle sig er mange på VIKKA, når bare man selv vil. F.eks. har Poul Henning været på svejsekursus, så når smeden er i huset, har de to travlt med sammen at finde den helt rigtige benlængde på det bord, de er ved at udvikle. Og der er godt med både vittigheder og godmodigt drilleri i luften, når der bliver arbejdet i træ- og metalværkstederne.
- Det er godt med VIKKA, for man kan bruge det, som man vil. Det giver en anden hverdag i stedet for bare at sidde og kede sig på sit værelse, siger Poul Henning, og tilføjer:
- Jeg er herovre så meget som muligt. Så går man ikke og tænker på alt det åndssvage psykiske. Det giver et pusterum.