Du er her: 

Højtider og traditioner

På Bo- og Levestedet Horskær kan vi godt lide at feste og hygge os sammen. Man bliver så glad af at danse og grine sammen med andre. Især når det foregår i trygge rammer, så man kan trække sig lidt tilbage, hvis man har brug for en pause.

Derfor har vi en række traditioner, og vi fejrer også højtiderne. Højtiderne fejrer vi på traditionel vis, og dans, hygge, samvær og god mad er det vigtigste.

Forår

Vi mødes med beboerne fra vores venskabsbosted Strandhjem til en hyggelig dag, hvor vi spiser sammen, og bagefter danser til noget god musik, som kommer og spiller for os. Vi skiftes til at besøge hinanden.

Skt. Hans

Vi holder Skt. Hans, hvor pårørende til beboere og personale også er velkomne.
Vi er normalt 100-120 mennesker.
Til Skt. Hans er der grillmad og båltale.

Sommerferie

Vi holder et stormøde, hvor vi finder ud af, hvad vi har lyst til at lave i sommerferien. Nogle vil gerne i sommerhus. Nogle er mere til endagsture. Vi arrangerer, hvad der er muligt.

Musikfestival

Vi deltager i den årlige musikfestival på Strandhjem.

Årlig udflugt

Vi tager på en årlig udflugt, hvor vi tager med bus f.eks. til minibyen i Varde, spiser på en kro eller lignende.

Bagagerumsmarked

Vi holder bagagerumsmarked, hvor lokalsamfundet har mulighed for at komme og gøre en god handel. Der bliver handlet, snakket og hygget, og beboerne står for at stege pølser og sælge sodavand.

Mortensaften

Vi fejrer mortenssaften på VIKKA. Selvfølgelig med andesteg. 

Julefrokost

Vi holder julefrokost, hvor du som beboer kan invitere, hvem du vil have med som gæster. Vi sender invitationer ud, og er normalt 100-120 deltagere.
Julefrokosten er traditionel med god mad, musik og dans.

Fælles julebanko

Vi holder fælles julebanko med skønne præmier.

Juleaften

Vi fejrer juleaften på Bo- og Levestedet Horskær, og du kan være med enten med eller uden pårørende. Personale kan også have pårørende med juleaften. Der er altid gaver til alle.
Mange beboere vælger at holde juleaften her, og tager hjem i juledagene i stedet.

Fødselsdag

Når man har fødselsdag, så bestemmer man, hvad vi skal have at spise – enten til 
eftermiddagskaffen eller aftensmad. Der er selvfølgelig også lys og servietter på bordet.
Det er også muligt at have sit eget lille selskab med pårørende, hvis man ønsker det

Når man bor her, er der altid mulighed for at gå ned i sin lejlighed i løbet af arrangementet, hvis man trænger til en pause, eller har brug for at tanke energi. Og så kan man vente tilbage, når man har overskud til det igen.

Vi holder et stormøde før alle arrangementer, hvor alle, både beboere og personale, vælger hvilke opgaver, de vil hjælpe med. Det kan f.eks. være opstilling af borde og stole, borddækning, plukke blomster eller oprydning. 

Som beboer kan man låne VIKKA, hvis man selv skal holde en fest. VIKKA er nemlig beboernes hus.