Du er her: 

Et arbejdsliv på VIKKA

På VIKKA kan man lave noget og være sammen med nogen. Man kommer ud og bruger tid på noget meningsfuldt, der kan aflede opmærksomheden fra en dårlig hverdag. Vi taler ikke sygdomme på VIKKA.

På VIKKA kan man arbejde, og man kan uddanne sig og lære nye ting, når man er klar til det. En struktur med arbejde på bestemte tidspunkter og dage giver selvrespekt og selvværd. Man har noget, man kan, skal og gerne vil, og som man kan fortælle andre om. Når man møder nye mennesker, bliver man typisk spurgt om, hvad man laver. Et arbejde på VIKKA afspejler normaliteten.

Alle kan noget

Det er vigtigt at komme i gang med arbejde med det samme – på det niveau, man kan. Vi spørger nye beboere, om der er noget, de er gode til, eller gerne vil være gode til. De fleste tror ikke, at de kan noget, når de starter på VIKKA. Men de bliver stille og roligt dygtigere og dygtigere til det, de gør. Vi laver forskellige produkter ud fra samme principper, så der er tryghed og genkendelighed i arbejdsprocesserne.

Når en ny beboer starter på VIKKA, så har vi allerede set vedkommende skænke kaffe eller smøre rugbrød, så vi har en ide om, hvad deres hænder og syn kan. Vi giver udfordringer, der passer til vedkommende. Hellere starte med noget, der er for let, og så koble mere på senere. Motorik er svært, når man får medicin. Man ved godt, hvad man skal, men kan ikke få hænderne til det. Eller man har svært ved at stå op om morgenen. Eller man skal hele tiden ryge. Nogle er også bange for at blive for gode, for tænk nu, hvis nogen tror, at de bare kan gå ud i samfundet og arbejde. Alt det er vi vant til at tackle på VIKKA.

Udvikling og meningsfuld hverdag

Mange har ikke nok selvværd til at turde, og de har fået at vide, at de ikke kan. Vi spørger dem derfor ikke, om de har lyst, men siger, at vi har brug for hjælp. Man bliver deprimeret af tomgang og af at mangle indhold i tilværelsen. På VIKKA er der nogen, der venter på dig, og nogle der regner med, at du kommer. Man føler ansvar for, at produkterne ser pæne ud, når de er færdige, for vi laver ikke noget, vi ikke er tilfredse med. Og man er ansvarlig over for hinanden, for næste trin i produktionskæden er afhængig af, at du kommer og arbejder.

Vi stiller krav, for ellers stoler beboerne ikke på os. Hvis vi bare overtager, når det er svært, så bliver det, som det plejer at være. Hvis der ikke er krav og forventninger, så er der heller ikke noget, man kan blive rost og anerkendt for.

VIKKA kan udvikle, når man har en borger, der ikke bare skal placeres, men hvor man ser mulighed for en udvikling. Vi stiller krav og har forventninger, og beboerne vil gerne udvikles.

Måske kommer man ikke ud herfra og i et job. Men så er man i hvert fald blevet bevidst om, at man gør noget godt for sig selv ved at blive en del af noget: om det så er få timer om ugen som pedelmedhjælper eller som frivillig i en genbrugsbutik.