Du er her: 

Et kulturchok skabte mulighed for en ny fremtid

Alice og Jette kendte ikke hinanden, før de flyttede ind på Bo- og Levestedet Horskær. Og de var begge sikre på, at de skulle bo her for altid. Nu er de klar til at flytte væk. Sammen.

Da 58-årige Jette stod og så lidt fortabt ud til sin første aftensmad på Bo- og Levestedet Horskær, tilbød 51-årige Alice den nye beboer en plads ved siden af sig. De faldt i snak. Og Alice inviterede Jette ind til sig for at se sæsonafslutningen af Badehotellet, for Jette havde endnu ikke fået sit tv.
-  Og så har vi stort set været sammen lige siden, griner Alice.

Horskær var sidste destination

Alice har boet godt otte år på Horskær, og Jette i knap fem år. Alice kom direkte fra et andet bosted. Før det boede hun i egen lejlighed.
- Men jeg var mere indlagt end hjemme, da jeg selv havde lejlighed, fortæller hun.
Og før lejligheden boede hun 6,5 år på bosted.
- Da jeg kom til Horskær, var jeg helt sikker på, at jeg skulle bæres herfra – lodret liggende, siger Alice.
- Jeg troede heller aldrig, at jeg skulle herfra, siger Jette.
Hun er opvokset på institutioner, og har altid enten boet på institution eller sammen med en mand. Hendes sidste mand var en god mand, som hun siger, og de havde 20 år sammen. Men da han døde, gik det galt.
- Inden jeg blev indlagt sidste gang, sad jeg med en håndfuld piller i hånden. Og mens jeg sad der, så ringede hende fra lokalpsykiatrien. Jeg besluttede at være ærlig og fortalte om pillerne i min hånd. Jeg sagde: Jeg tager dem, hvis du ikke gør noget. Jeg blev indlagt, og så kom jeg på Horskær, fortæller Jette, og fortsætter:
- Da jeg boede alene inden Horskær, så sluttede min sygdom jo ikke kl. 16, når folk gik hjem. Så jeg begyndte at drikke og medicinere mig selv. Da jeg flyttede på Horskær, blev det min redning. Jeg kunne tage telefonen kl. 12 om natten og sige: Jeg har brug for hjælp. Og så var der en, der tog den. Og nu bruger jeg Alice, når jeg har en dårlig dag.

Mit liv – mit ansvar

Alice fik et kulturchok, da hun kom til Horskær.
- Da jeg kom her, havde jeg det virkelig skidt. Jeg sagde: ”Jeg har det skidt, så I må gøre noget”, for det var jeg vant til. Og når min mund alligevel var åben, så plejede jeg lige at få nogle piller, husker Alice, der på Horskær i stedet fik et andet svar.
- Det er dit liv – dit ansvar, fik jeg at vide. Jeg panikkede over, at de ikke ville hjælpe. Men det var jo ikke det, de sagde, siger Alice, der efterhånden opdagede, at hun fik redskaber til at ændre de ting, hun gerne ville.
- Før jeg kom her på Horskær, fik jeg at vide, at det var på grund af min sygdom, og det er til at kaste op over. Det er jo mit liv og mit ansvar. Men man skal have hjælp til at tage det ansvar.
Det er mega svært at tage det ansvar, når man er vant til noget andet. De første gange, de stillede krav, tænkte jeg: ”I er skudt i roen, forstår I mig ikke!” Jeg følte mig svigtet. Men det virker jo, og i dag er jeg dybt taknemmelig for, at de ikke bare stak mig en pille, for så var jeg jo ikke kommet videre, siger hun.
Da Alice kom til Horskær, havde hun været indlagt over 30 gange.
- Nu er det snart mange år siden, jeg har været indlagt på psyk. Jeg tænker det slet ikke som en mulighed, siger hun.
For hende er menneskesynet den store forskel på Horskær og andre bosteder, hun har mødt.
- Her er vi ikke i kasser. Vi er ikke skizofrene, borderlinere eller hvilken diagnose, vi nu har. Vi er medmennesker med udfordringer. Og så er medicin løsningen mange andre steder, mens det her mere er samtaler og terapi, siger Alice, der selv har gået i psykoterapi.
- Det gør ondt, og jeg har mange gange tænkt, om det er det værd. Men du har tre muligheder: Du kan være ligeglad, du kan dyrke det, eller du kan gøre noget ved det. Vi ved jo godt, at det meste af arbejdet har vi selv gjort, men vi har fået god hjælp. Vi var aldrig nået hertil selv, siger hun, og Jette tilføjer:
- Jeg havde slet ikke været her.
For Alice er det bare gået frem psykisk de seneste 5-6 år. 
- Når man psykisk har det dårligt, bliver man tilskuer til livet. Så sidder man bare og har det dårligt. Jeg har det fysisk dårligere i dag, men det gør ikke så meget, for livet kommer en ved. Man er ikke bare ligeglad, siger hun.

"Da jeg for 25 år siden blev syg, sagde overlægen til mine forældre: I kan godt tro på, at jeres datter får et tåleligt liv. Men det er da ikke noget at stile efter. Det skulle da helst være godt, selv om det kun er tåleligt i perioder. Jeg har fået et anderledes liv, end jeg havde regnet med, men jeg har fået et godt liv."

 

Alice

Flytter hjemmefra for anden gang

Lige om lidt smider Alice de sidste psykofarmaka. Det når hun lige, inden der sker en stor ændring i hende og Jettes liv. De flytter nemlig om få måneder fra Horskær og til en fælles lejlighed i Aabenraa. 
- Jeg kan jo ikke blive her. Det er en solstrålehistorie, for jeg har det efterhånden for godt. Horskær har gjort deres arbejde. Skallen er den samme, men det indvendige er helt anderledes end da jeg kom, siger Alice.
For godt to år siden opstod ideen på et statusmøde, at når Alice engang skulle flytte fra Horskær, så var det en god ide at finde en at bo sammen med, for hun er ikke god til at bo alene. Og så var valget let for både Alice og Jette.
- Det er med meget ambivalente følelser. Vi glæder os helt vildt, men det er en stor beslutning.  Jeg har haft 8 år til at nå hertil, men det sidste lille skridt er svært, fortæller Alice, der tydeligt kan huske, da hun fik mailen om, at de havde fået en lejlighed.
Og endda den, de drømte om.
- Jeg læste mailen højt for Jette. Og så fik jeg ondt i maven, så jeg skulle bare på toilettet. Så sad jeg derude og vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Det blev pludselig meget virkeligt, og jeg tænkte: Hvad er det, jeg har gang i, griner hun, og Jette uddyber:
- Men man kan mærke, når man er klar til at flytte. Der skal ske noget. Når man får det bedre og bedre selv, så begynder ting at irritere en, for nu kan man selv.
Alice supplerer hende med et grin:
- Vi er ved at være store, og kan klare os selv nu. Jeg er klar til at flytte hjemmefra for anden gang i mit liv. Det er egentlig sådan, jeg føler det. Det er stort. Men det er ikke angstprovokerende. Det er tiden nu. 
Alice og Jette har øvet sig lidt i livet uden for Horskær, da de sammen passede Alices mor i to måneder, da hun var syg.
- Det var med til at give tro på, at vi kan klare at flytte fra Horskær, siger Jette.
De er begge sikre på, at de vil tude halvdelen af vejen til Aabenraa, når de forlader Horskær. Og de håber, at der kommer en busfuld med besøg fra Horskær, når de er kommet på plads i den nye lejlighed. Men de er også overbevist om, at de kan klare det.
- Vi er ikke alene. Vi har hinanden. Og hvis Jette er ved at gå i hundene, så vil jeg jo gøre noget. Det vil jeg ikke tillade. I dag ved vi, der er hjælp at få. Det vidste jeg ikke for 25 år siden, da jeg blev syg første gang, siger Alice.
Begge anbefaler Horskær varmt til alle, der gider at høre på det.
- Det blev min redning at komme til Horskær, siger Alice.
- Også min, siger Jette, inden Alice slutter:
- Det har ikke været en nem rejse. Det har krævet ikke blod, men sved og tårer. Man kommer ikke sovende til sådan en ændring. Men det er et bedre liv. Da først jeg kom over bjerget, så var der fladt igen. Det er ikke uden problemer, for sådan er livet ikke, men når man har fået redskaber til at tackle ting, så går det lidt nemmere.

 

"Før jeg kom her på Horskær, fik jeg at vide, at det var på grund af min sygdom, og det er til at kaste op over. Det er jo mit liv og mit ansvar. Men man skal have hjælp til at tage det ansvar."

Alice