Faglighed og metoder
På Bo- og Levestedet Horskær arbejder vi ud fra vækstmodellen og en anerkendende tilgang.
Vores vigtigste redskaber er samtaler og klare aftaler. En af vores vigtigste metoder er at lytte og stille spørgsmål. Ofte finder beboerne selv et svar, når vi tør lade dem gøre det. I samtalerne tager vi altid udgangspunkt i de positive erfaringer frem for problemerne. Vi taler om, hvad der går godt, hvilke udfordringer der er, og hvad vi kan gøre ved dem. Vi tror på, at alle mennesker har de ressourcer, de har brug for, og det er vores opgave at hjælpe med at få øje på dem og holde fast i dem. Og holde fast i det, der går godt og i glæden, frem for kun at fokusere på alt det, der går skidt. Når der er glæde, så kan man mere.
Dit liv - dit ansvar
Det er beboeren selv, der sætter ord på, hvad han/hun synes går godt, hvilke udfordringer, der er, og hvad han/hun gerne vil ændre. Måske synes vi, at det handler om at gøre noget ved et stort misbrug, men hvis beboeren synes, at udfordringen er, at det er svært at gå ned og købe kaffe, så er det det, vi arbejder med. Der er større chance for at kunne ændre noget, hvis det er vigtigt for beboeren selv, og samtidig er det afgørende, at beboeren selv reflekterer over sit liv. Det kan være svært at genkende sig selv, når man har været vant til at være offer for sin diagnose. Så det handler også om at anerkende beboerne som de voksne mennesker, de er. Vi skal ikke vælge, hvad der er godt for dig. Det er dit liv – dit ansvar.
Vi gør det sådan, fordi det virker, og fordi sådan vil vi gerne selv behandles.
Høj faglighed og bred værktøjskasse
Vi har kun uddannet personale på Bo- og Levestedet Horskær, og vi er jævnligt på kurser for at holde vores faglighed i top. Vores forståelsesramme er neuropsykologisk, og alt personalet er uddannet KRAP og LA2, der er vores primære metoder.
Vi har tilsammen en bred vifte af kurser, uddannelse, erfaring og menneskelig viden. Men når vi sidder over for et menneske, er det vigtigste, at vi lytter og er i øjenhøjde. Teorierne ligger bagved, og metoderne er med i bagagen, men det er ikke dem, der er i fokus. En samtale starter ikke med et skema, hvor vi skal igennem en række spørgsmål og nå et bestemt sted hen. Den starter med, at vi altid signalerer, at vi er til rådighed, når der er brug for det. Så når en kontaktperson kan se eller mærke, at en beboer har det svært eller tumler med noget, så sætter vedkommende sig, så beboeren kan komme hen og snakke, hvis han/hun har lyst. Og så sætter han/hun sig næsten altid selv og snakker, så vi kan guide og støtte.
